Print side

KEMIEN i haven

Mange kemiske stoffer er kun beregnet til at blive brugt udendørs. Her kan du læse om nogle af dem og om, hvad de kan betyde for naturen.

Særligt interesserede kan finde en udvidet tekst her

Pool

Der kommer nemt bakterier i en swimmingpool eller et badebassin. Vandet kan blive til en ren bakteriebombe, hvis det ikke renses ordentligt.

Nogle bruger klor, saltsyre eller skrappere midler som tensider til at holde bakterierne væk. Men det er ikke så godt, når man skal til at tømme poolens vand ud. Hvis det tømmes direkte ud på jorden, kan de kemiske stoffer svide græsset og trænge ned i grundvandet og dermed forurene vores drikkevand. I stedet skal vandet hældes i kloakken.

  • Skift vandet i små badebassiner hver dag, så undgår du at bruge kemiske stoffer.
  • I et stort badebassin bør man bruge et filter med aktivt ilt, så kan man undgå at bruge klor.

Ukrudtsmidler og insektmidler

For at bekæmpe ukrudt i haven eller på marken kan man sprøjte med forskellige kemiske stoffer, som kaldes ukrudtsmidler eller sprøjtegifte.

Nogle ukrudtsmidler siver ned i grundvandet, selvom de ikke burde gøre det. Det er derfor vigtigt at bruge så få sprøjtemidler som overhovedet muligt. 

  • Lug ukrudtet væk med håndkraft eller damp eller brænd det væk.
  • Hvis man vælger at bruge sprøjtemidler i haven, så læs brugsanvisningen meget grundigt.

Gødning

Gødning giver næring til planterne, og man kan både få naturgødning og kunstgødning.

Naturgødning kommer fra døde planter i kompostbunken eller fra dyregødning, såsom hønsemøg eller gylle.

Kunstgødning fremstilles på en fabrik, og den består af forskellige kemiske stoffer. Kunstgødning ligner små, grå perler, og det koster en masse energi at producere den på fabrikken.

  • Brug ikke mere gødning, end planterne har brug for. Læs brugsanvisningen.
  • Brug naturlig gødning, hvis du har mulighed for det.

Gyngestativ og træterrasse

Trykimprægneret træ bruger vi ofte, når vi skal til at bygge skure, hegn, terrasser og andre udendørs ting. Trykimprægneret træ er som regel lavet af billigt fyrretræ, der let rådner. Man har derfor behandlet træet ved at presse kemiske stoffer ind i det, så svampe og insekter holder sig væk. Et af de kemiske stoffer er kobber. Det er kobber, der giver trykimprægneret træ den grønne farve. Du kan let genkende det grønne træ hos tømmerhandlen. Trykimprægneret træ indeholder også andre kemiske stoffer, der er farlige for miljøet. 

  • Aflever trykimprægneret træ på genbrugsstationen.
  • Køb træ af en god kvalitet, såsom sibirisk lærk, der er naturligt imprægneret.

Havemøbler

Når vi skal passe på vores havemøbler af træ, giver vi dem olie eller træbeskyttelse. Midlerne indeholder ofte svampedræbende midler, der kan afgive dampe. 

Havemøbler kan også være lavet af forskellig slags plastik. Vær særlig opmærksom på møbler af PVC

  • Undgå plastik-havemøbler af PVC.
  • Brug maling med en lav MAL-kode.

Havegrill

Når de voksne tænder op i grillen, kommer der sort røg. Det er ikke sundt at indånde, så sørg for at holde dig lidt på afstand af røgen. 

En grill bliver meget varm, når kullene gløder. Hvis grillmesteren ikke holder ordentligt øje med maden, kan kødet hurtigt blive sort og branket. Den sorte overflade på kødet indeholder nogle kemiske stoffer, der ikke er sunde at spise. 

  • Skær det sorte væk fra kødet, hvis det er brændt lidt på.