Skip to the content

Triclosan

Hvor er der triclosan?

Deodoranter kan indeholde stoffet triclosan, men det gælder også andre plejeprodukter som for eksempel creme, vådservietter og især tandpastatyper.

Triclosan er bakteriedræbende og derfor oplagt i deodoranter og tandpasta, men der er også anvendeligt som konserveringsmiddel i andre produkter.

Det skal stå på varedeklarationen, hvis der er tilsat triclosan.

Triclosan er svært at nedbryde i naturen

Det kemiske stof er svært at nedbryde i naturen. Det kan hobe sig op i dyr og mennesker og er akut giftigt for organismer i vand. Der er dog ikke fundet triclosan i dansk spildevand.

Der er en mistanke om, at triclosan er i stand til at danne resistente bakterier. Det vil sige, at sygdomsbakterier som dem, der for eksempel giver lungebetændelse, ikke så let bliver slået ihjel af antibakterielle præparater såsom penicillin.

Så det kan på den måde blive sværere at få for eksempel en halsbetændelse til at forsvinde.

Ifølge Miljøstyrelsen er resistens hos bakterier kun set i laboratorierne. På nuværende tidspunkt er der ikke beviser for en sammenhæng mellem brug af triclosan og udviklingen af bakteriel resistens, men der er dog stadig mistanke om det.

Forbrugerne kan påvirke industrien

Udviklingen i forbruget af triclosan er et godt eksempel på, at forbrugerne kan påvirke industriens grad af tilsætning.

Siden år 2000, hvor triclosan kom i mediernes søgelys, er forbruget faldet mere en 50 procent.

Det er tilladt at anvende triclosan i kosmetik, selvom det er på EU’s liste over skadelige stoffer (”lokalt irriterende” og ”miljøskadeligt”).